Hestehaven ved Aalholm

                                               Skovensomhed.

                                            Igjennem Bøgeskoven
                                            Jeg dig ved Haanden førte-
                                            Der var saa grønt og kjøligt,
                                            Vi Nattergalen hørte.

                                            Det var, som hele Verden
                                            Med Blomster og Grene,
                                            Med Skyer og med Stjerner,
                                            Tilhørte os alene.

Kommentarer af Paul Poll :

Begivenhedsforløbet er lyrisk refereret i datid og det er det 31. digt i ”Erotiske Situationer”,

(i alt 51 digte). Det beskriver kulminationen på lang tids forudgående kurmageri, intens koncentration og søde drømme om den bestemte, udvalgte kvinde, som ”Erotiske Situationer” kredser om. I digtet reagerer hun endeligt indvilligende på al den belejrende opmærksomhed, der forudgående er blevet hende til del. Det er et elegant og for sin tid dristigt senromantisk programdigt om erotisk forening i naturen og det er så realistisk udformet, som man kunne komme det den gang i Biedermeiertiden (1834).
Et klassisk situationsdigt, der i nye formuleringer skrives om og om igen i hver ny generation og som søger kort og stemningsfuldt at fortælle om den stedfundne lykkelige oplevelse mellem to unge mennesker. Han taler lavmælt til kvinden efter at scenen i skoven har fundet sted for at genopvække hendes erindring om den intime stund. Den 3. tilstedeværende person – læseren af digtet – dig selv – forudsættes vist også at have personlige erindringer, drømme eller erfaringer som kan associeres frem    ved læsning af eller lytning til digtet. De to unge mennesker i digtet kunne have heddet Adam og Eva. Hver ny generation af forelskede par kan identificere sig med de to i skovensomheden.

Vi formår ikke at skrive som Aarestrup, vi kan læse ham, nyde sproget og få vore følsomste erindringer rørte derved.

                       ANGST

 Skrevet til komtesse Amalie Raben fra Aalholm på dødslejet i Dresden 1832

     Tidlig Skilsmisse .

Det var den aarle Morgen.
I teltet stod Dragonen
Og vikled Purpurskjærfet
Om livet paa Baronen.

Og rakte ham hans Pallask,

Hans Hjelm med Hestehalen,

Saa blank, som var den nylig

Hentet i Vaabensalen.

Og førte frem hans Ganger,

Den lysebrune, høie,

Der vendte mod sin Herre

Det melankolske Øie.

Og i de brede Hylstre,

De guldbrodeerte, satte

Hans sorte Rytternæver

Pistolerne, skarpladte.

Og langsomt steg i Sadlen

Den adelige Fændrik,

Og sagde til Dragonen

Med sagte Stemme: Hendrik!

Ifald jeg ikke kommer

Igjen – som nok kan være –

Besørg mig disse Breve.

Og siig, det gjaldt min ære.

Han gav sin Hest af Sporen,

Ildgnister fløi fra Hoven;

De sorte Krager svang sig

Med Skrig op over Skoven.            

Der faldt et Skud langtborte -
Og et endnu – ei flere;

Men paa den lyse Hvelving

Steg Solen meer og mere.

Det blev den mørke Aften

Fra Slottet ned i Dalen

De høie Vindver straalte

Og kasted Lys fra Salen.

Orchestret lød. Mundskjænken

Igjennem gyldne Haller

Med Purpurviin sig trængte
I funklende Krystaller.

Den unge Frøken, yndig,

Skjøn som en Bajadere,
Slap pludselig i Dandsen

Sin sorte Cavaliere.

Hun lyttede, hun hørte –

Hun hørte det alene –

En sagte Lyd langtborte,

Et Trav paa Broens Stene.

Hvor steg og sank de runde,

De liliehvide Skuldre –

Hun hørte ei Trompeten,

Ei Paukens Hvirvler buldre –

Hun kikkede fra Ruden
Ud i det natlig Dunkle –

Hun saa i Slottets Gjenskin

En Hjelm, et Kyrads funkle.

I hendes Løb paa Trappen

Guldkammen fløi af Haaret,

Den hele Blomsterfletning,

Hun nylig havde baaret.

Det var ei ham, hun vented.

Med Sorgens Budskab skrevet

I sine mørke Miner

Dragonen bragte Brevet.

Hun rev det fra hinanden –

Hun svimled – faldt som knuset –

Man finder intet Marmor

Deiligere strakt i Gruset.

Det er den aarle Morgen.

Det røde Skjær af Solen
Farver den gamle Frøken,

Som slumrer i Lænestolen.

Ferskentræerne blomstre

Og Mandlerne i Haven;

Men hendes Hud er falmet

Som Alabast på Graven.

Der staar et Liigvers skrevet

I Furerne paa Panden,

Og sine blege Hænder

Hun folder i hinanden.

Medynksom Kakaduen

Sit gule Hoved bukker,

Betragter sin Veninde

Med sorte Blik, og sukker.

Paa Sovekamrets Damask

Et Malerie sig strækker,

Og Blomsterurnen yndigt

Mod det sit Indhold rækker.

Der sees han, som han leved,

I ridderlige Fore,

Med Purpurskjærf om Livet,

Med Hjelmbusk og med Spore.

Med Panden, tung og sænket,

I mørke Lokkers Skygge

Med Læberne, som kløftes

Af Ungdom og af Lykke.

Men med en Smertes Alvor

I sine Blik, som vidste

De selv forud, hvor tidligt,

Hvor snart de skuldre briste.

     Emil Aarestrup 1836

---------------------------------------------------------------------------------------

TIDLIG SKILSMISSE

Introduktion af  PaulPoll                                                                                                                              

At læse et Aarestrup digt i dag ca. 170 år efter, at Aarestrup skabte sin lyrik, kan stadig bringe det særlige frem, som Aarestrup må antages at have arbejdet med i tankerne og søgt udtryk for i sine elegante lyriske formuleringer. Det, som muligvis og egentlig ligger ham på sinde, kan dog være skjult for læseren ved første blik på teksten. Som nutidig læser kan vi måske også se elementer i et digt af Aarestrup, som er mere aktuelle i dag end da digtet blev skrevet. (Digtets prospektive værdier.) Aarestrup skrev vist sjældent et vellykket digt, uden at han selv var dybt følelsesmæssigt engageret i de sindsstemninger, han havde gennemlevet og hvor han følte en inspiration i emnet, som gav ham handlingsimpulser til at skrive og derved udfolde sit lyriske talent.

Der kan således foregå en spændende tankeudveksling mellem Aarestrup og den person, som læser hans lyrik. Hvorledes et begavet digt bliver til, kan vi som læsere kun gisne om. Jeg forestiller mig, at tekst og emne presser på fra dybere, uransagelige lag af bevidstheden – skriftlige kompositions-og formuleringsforsøg bliver skrevet ned i flere/mange udgaver og efter ca. 5 dage med perioder af koncentration og forsøg, foreligger den kunstneriske præstation og lyrikeren læser det færdige arbejde og udbryder overrasket: Nå, det var det, der ville frem i mig!

1. læsning.
Vi vil gerne her præsentere et digt, hvor Aarestrup tilsyneladende med legende lethed og elegance bare fortæller en versificeret historie fra gamle dage. Det er skrevet i Nysted i 1836 med titlen ”Tidlig Skilsmisse”. Det er en fortælling, som er sat i scene i en slags sent middelalder-univers, dog har ”helten” pistoler – det rykker digtet lidt længere frem til renæssancen. Digtet består af 25 strofer (vers) og det er inddelt i 4 skarpt adskilte kapitler.

1.  7 strofer handler om ridderens forberedelse til afrejse.

2.  1 strofe handler om ridderens død i duel.

3.  9 strofer beskriver den udkårne kvinde til bal og meddelelsen til hende om ridderens død.

4.  8 strofer drejer sig om tiden mange år efter og om den gamle frøkens aktuelle situation. 

Der har under læsningen været mulighed for at nyde rim, rytme, sprogbehandling og Aarestrups eminente evne til at udtrykke sig og naturligvis selve fortællingen.

Nærmere læsning.

Vi læser i dag digtet i vort eget miljø, ca. 170 år efter digtets tilblivelse i 1836.

Men digtet selv kredser med sin egen miljø- og tids-forskudte ramme om Aarestrups livslange inspiration: Kærlighedstabet, med dets følger i form af en evig længsel, en uovervindelig følelse af absurd og tomhedsfyldt adskillelse og af liv, der ikke blev levet, som det kunne være levet.
Han tydeliggør på lyrisk distancerende vis, hvordan kærlighedstabet kan følges af en altid tilstedeværende afsavns-følelse, der først, hvis den ikke på sund vis bearbejdes, kan forløses ved livets afslutning.

Personkarakteristik af manden.
Vi ser en aktiv mand og kriger, for hvem pligt og ære har den største betydning. Det er de værdi-begreber, han har fået indpodet gennem sit miljø og sin opdragelse. Til disse dyder slutter sig kærligheden til den kvinde, han ønsker at leve sit liv sammen med.
Han skal udføre en opgave. Dens baggrund og årsag nævnes ikke, men man kan forstå, at der ikke er tale om et større, spændende projekt med betydning for andre f. eks. en ideologisk frihedskrig, eller en hjælpeaktion overfor nødstedte og med pigen synes det heller ikke at have noget at gøre. Der er tale om en simpel tabe/vinde situation mand mod mand på pistoler og efter gældende regler.
Her skaber Aarestrup en ironisk distance til pligt og ære. I lighed med Don Quijote vægter ridderen æresbegreberne helt ukritisk, således at selv det ubetydeligste pligt – ære projekt bliver vigtigere end kærligheden. Hestens attitude med sit melankolske blik og de sorte krager symboliserende et ligfølge forudsiger dog, at den højeste fare er på færde.

Manden har som et led i sine forberedelser til duellen selv skrevet sit dødsbudskab. (Hvis det skulle blive aktuelt). Han viser derved også sin kærlighed til kvinden.

Efter at manden er død, går livet videre, livets symbol: Solen stiger mere og mere på himlen.

Temaet bliver i sit tidsmæssigt tilbageskudte sceneri på romantisk vis formuleret som et eventyr.

Personkarakteristik af kvinden.

Kvinden sætter ingen andre værdier over kærligheden.
I 3. kapitel ser man, at kvinden, uden tvivl i sit sind, forventer at manden kommer tilbage.

Hun stoler på ham, han vil ikke svigte hende. Mens hun venter, lader hun sig byde op til dans.

Uden at vide det, danser hun med døden, som allerede da har foretaget sin høst.
Da hun under dansen hører hestehovenes bankende lyd mod broens stene, mærker hun også

sin egen forventningsfulde hjertebanken i brystet. Hun slipper sin sorte kavaler og løber ilsomt ned ad tapperne (til dødsriget?). Hendes hår folder sig i farten flagrende ud fra dets bundne opsætning.- En karakteristisk Aarestrup-detalje.

I stedet for at møde ham, ser hun den dragonale budbringer og læser ridderens på forhånd og i kærlighed til hende skrevne brev. Hun falder dramatisk om på jorden.

Oplevelsen af tab indvirker så stærkt på hende, at hun ligger hen i gruset som en afdød.

Hendes kærlighed og krop er som forstenet til en statue af marmor.
I sidste del af digtet – skrevet i nutid – ser vi frøkenen som en ensom, falmet, nærmest livsudslettet kvinde. Hun er stadig næsten som en marmorstatue, hun henslæber sit tomme kvindeliv i en lænestol i sit sovekammer. Selv hendes papegøje er klar over, at situationen er kritisk. I sin svækkede tilstand får hun nu tilsyneladende en førdødsoplevelse. I et syn ser hun et billede, der vælder ud af tapétet, forestillende den døde elskede. Under dette fatamorganaagtige portræt, der er et gensyn med hendes elskede, står en blomstersmykket urne/vase, måske beregnet til hende selv.

Sublimering.

Der gik 29 år fra Aarestrup mistede sine forældre som 7-årig, til han kunne skrive ”Tidlig Skilsmisse” Han brugte den mellemliggende tid til bl.a. at bearbejde sine tab fra barndommen.

Efter denne modnings-proces skabte han sin lyrik, som kom til at stå som udtryk for den fjerne smerte, han havde i sig fra barndommen, men i sublimeret form blev denne smerte egnet til kunstnerisk skaben og dermed videregivelse til andre.

Analyse af kærlighedstabet.

På kærlighedsområdet foreligger der i digtet en situation, hvor det antydes, at gensidigheden er drivkraften, medens manden i pligt-og ære-anliggenet kobler kvinden fra. Hun lades tilbage på gården i sit kvindeunivers. Her tilbringer hun tiden i passiv venten på ham. Dansen bliver således et eksempel på tidsfordriv i ventetiden. Derved bliver kvinden fra at kunne være mandens gensidige og ligestillede partner i kærlighed, pligt- og ære trekanten henvist til at vente på, at pligt og ære bliver afgjort udenfor hendes rækkevidde. Denne ekskludering kan have indvirket på hendes mulighed for at gennemleve tabet af ham til en accept og forståelse af det skete. Kvinden kan have følt sig placeret i en svigtet, underlegen position som overset i hans prioritering. Ved at være mere involveret som støtte og hjælper i pligt-ære komplekset, havde hun måske fået bedre mulighed for at se situationens alvor i øjnene og gribe ind. Her bliver hun blot erstattet af den servile dragon. Hendes medvirken kunne også have hjulpet hende til bedre at kunne forstå og acceptere hans død, således at hun efter en sørgeperiode kunne have fået energi til – i modnet minde om sin tabte ridder – at leve sit eget liv til ende på en mere fyldestgørende måde. I stedet blev hun efterladt i det beskyttende hus uden mulighed for at kunne øve sin indflydelse på hans skæbne. Ved brug af sin kærligheds kraft ude på duelpladsen ville hun måske have kunnet influere positivt på det nu fatale begivenhedsforløb.
Titlen ”Tidlig Skilsmisse” viser tilbage til Aarestrups egne tidlige tab. Aarestrup kan også i dunkelt tusmørke have set syner af sine savn. Den kvindelige part i digtet gør han underfundigt til sin egen partielle identifikation.
I dag, 171 år efter, at digtet er skrevet i sit senromantiske regi, ser vi stadig, at pligt og ære spiller en stor rolle. De to sammen- knyttede begreber kan indebære en risiko for, at mænd, kvinder, kærester og familier, som er involverede i begivenhederne i f. eks. Irak og Afghanistan, må lide uoprettelige tab og afsavn. Forsvarsministeren kan vi så evt. udnævne til at være dragonen.
Digtet er dybt sentimentalt og kan forstås på andre måder end den, der her er givet udtryk for.

Men ”Skilsmissen” har dog her fået en god del af, hvad den kan trække.

Ordliste

Dragon:    En soldat med dragetegn eller en drage (fra latin).
Pallask:    Ryttersabel (fra tyrkisk).
Bajadere: Indisk tempeldanserinde (fra portugisisk).

Kyrads:     Brystharnisk (fra fransk).

Damask:   Tapét, egentlig silke fra Damaskus (fra italiensk).

Fore:        Klædedragt (fra græsk).

Paul Poll / 2007

Introduktion af Poul Poll til Emil Aarestrups hovedværk
”Erotiske Situationer”
fra perioden 1834 – 1837

De 51 digte, som af Aarestrup er kaldt ”Erotiske situationer” er skabt som en sammenhængende helhed, en versnovelle med en fortløbende handling, der spænder fra det første kærlighedsmøde mellem en mand og en kvinde til afslutningen med hendes død.

Keld Zeruneith og Dan Ringgaard har begge i nyere tid beskæftiget sig med de forskellige faser, som denne lyriske kærlighedshistorie gennemløber. Handlingen opleves igennem håb, begejstring, tvivl, mismod og slutteligen sorg. Aarestrup giver udtryk for disse sindsstemninger igennem digtene og fortælleren, (han selv) optræder i elskerens rolle. Zeruneith påpeger, at de 51 digte kan læses i

3 kapitler: 1. Tilnærmelsen (1-26).  -  2. Hengivelsen (27-37). – 3. Døden (38–51).

Aarestrup formår samtidig med sin harmoniske, billedskabende sprogbehandling også at give udtryk for almene menneskelige følelser, intuitioner og forestillinger. Den interesserede læser af hans digte kan således få en stor æstetisk oplevelse og tillige en mulighed for at lægge sin egen tolkning og sine egne associationer ind imellem linierne og versene i hans kortfattede og overskuelige tekster.

Handlingen eller historien i ”Erotiske Situationer” er også udtryk for de tanker og følelser, der rørte sig i det indre, skjulte liv, som Aarestrup havde i sig ved siden af den borgerlige tilværelse, han bar til skue i hverdagen som læge og familiefar i Nysted.

I sit lønkammer åbnede han for den skjulte del af sit Jeg og gennemlevede de drømmefantasier, han nærede om andre kvinder end hustruen. I denne versenovelle er kvindedrømmene formentlig personificeret i Amalie Raben, som han blev tiltagende mere lønligt forelsket i efter hendes død og hvis sygdom og død, han som læge havde fulgt på tæt hold.

Aarestrups titler på digtene er dybt overvejede og indeholder flere lag af refleksioner med tilknytning til det mangefacetterede indhold i det enkelte digt.

I de følgende digte sværmer digterjeget i tankerne om hende og hendes bolig. Han følger hende på afstand, hvor hun færdes og oplever intenst, hvordan hun, når lejlighed bydes (”Fjerboldspillet”)(3), gengælder hans koncentrerede blik mod hende med sit nysgerrige blik på ham.
Det første egentlige møde med hende, erindrer han som i et spejl i ”En Middag”(5). Det fylder ham med stor nydelse at mindes at have været i hendes nærhed ved floden. Tanken om, at alle goder og glæder har sin afslutning, gør hans sind vemodigt. Her præsenterer Aarestrup sin gentagne fornemmelse af sammenhængen mellem eros og død, som egentlig hele versenovellen handler om. Digtet er uhyre gennemarbejdet.

Den fortsatte lyriske beretning i korte digte rummer hele vejen udtryk for de op- og nedture, som forholdet gennemløber. Han fyldes af tvivl og forbehold, men lidenskaben for hende driver ham fremad. Han føler dog også den tøven og modstand, han i første del af bekendtskabsforløbet mærker hos hende.

”I en Landsbykirke” (Herritslev?)(8) sidder de to sammen til gudstjeneste. Han må erkende, at han er den frafaldne kristne, som kun ser forfaldet i kirkens religiøse symboler og kun hører tomheden i præstens forkyndelse. Hun er sandt troende og optaget af gudstjenesten og ved at betragte hende og mærke sine følelser for hende, får han en rig oplevelse i kirken, hvis interieur nu heller ikke længere virker så trist og støvet.

”En morgenvandring” (10) skildrer fortællerens jalousi og i ”Den uforsigtige”(11) bliver Amor første gang nævnt. I ”Platanen” (15) taler hun omsider direkte til ham om sin sympati. Det resulterer i det triumferende udbrud: ”O Dage fyldt med Solskin, med Duft og Fuglevrimmel!

O Nætter, gjennemstraalte af Stjerneskud og Himmel!”

”Paa Sneen” (18) fremkalder en imaginær erotisk forening mellem fortællerens og pigens skygger.

De bevæger sig langstrakte og urolige på det kølige, rene hvide snedække i måneskinnet.

Det lyder næsten som et møde på Adelgade eller i Slotsgade i Nysted sent på aftenen.

I ”Uglen”(20) lyser hans øjne gult af begær og hun flygter.

Foruden at afspejle fortællerens erotiske betagelse af kvinden, vender hans forbehold og betænkelighed overfor forbindelsen mellem dem tilbage til ham i flere digte.
Det samme gør sig gældende med hensyn til hans tvivl om hendes følelser for ham,

f.eks. i det dristige ”Kanefarten” (25), hvor han også anslår en karakteristisk selvironisk tone.