Kort orientering om stat og sundhed
i relation til Aarestrups tid.

                                                                                                                                                                                                                                 PP/slt                   
I året 1672 udstedte den enevældige konge Christian den 5. en forordning om, at universitets- uddannede læger skulle have monopol på at behandle indvortes sygdomme.

Den kirurgisk udvortes behandling hørte til under barberlauget, som igen havde uddannelseskontakter til hæren og flåden. Der var kun få læger i landet op til ca. 1850 og de fleste alm. mennesker modtog først og fremmest behandling af kloge mænd og koner.

En kgl. Forordning fra 1782 (Struense) handler om smitsomme sygdomme. Ved disse skal tilkaldes en land-fysikus, der skal tage evt. forholdsregler imod smitte, men smittemåderne var jo endnu ikke forståede. I 1788 blev der indført medicinsk embedseksamen ved universitetet i København, som kun havde 3 studieretninger: teologi, jura og medicin.

I 1785 blev der ved kgl. forordning oprettet et kirurgisk akademi, som var adskilt fra universitetet og som havde til formål at uddanne mere praktisk duelige læger til hæren og flåden.

Det var dog almindeligt, at de universitetsuddannede læger aflagde eksamen også i kirurgi ved det kirurgiske akademi. Man skelnede skarpt mellem doctores medicinae (læger) og kirurger, som mest havde håndværker- status. Medicinerne var tilbøjelige til ikke at ville vise kirurgerne respekt.
Lægeetik havde tidligere teoretisk og uofficielt handlet om lægens uplettede vandel og næstekærlige karakter, men også om troskab og ære i varetagelsen af omsorgen for de syge. Indenfor lægestanden begyndte man nu at diskutere medicinsk etik. Lægeløftet blev derefter indført ved kgl. Forordning i 1815. Det danske lægeløfte var en opdateret udgave skrevet af den græske læge Hippokrates, som var samtidig med Sokrates, ca. 400 år før vor tidsregning.

Omkring ? af landets ca. 500 læger var indtil 1838 kirurger og uddannede ved Det Kgl. Kirurgiske Akademi. Der var således kun ca. 150 medicinere i landet. I perioden 1838 - 1841 blev den kirurgiske uddannelse lagt ind under ”Det Lægevidenskabelige Facultet” og ingen kunne længere kalde sig læge uden at have aflagt både medicinsk og kirurgisk universitetseksamen. Lægetitlen blev herved til en af staten beskyttet titel, hvor den tidl. blot havde været et funktionelt stillingsbegreb. Det store folkeflertal søgte stadig kloge mænd og koner frem for den udlærte læge, men lægerne havde den enevældige statsmagts støtte og bevågenhed.

Sundhedsvæsenet (læger og jordemødre) sorterede under et Collegium Medicum,

(senere sundhedskollegiet, en forgænger for Sundhedsstyrelsen). 

Dette var landets højeste sundhedsfaglige instans.

Der blev oprettet 10 fysikater i landet, hver ledet af en stiftsfysikus, som var amtmandens lægefaglige rådgiver og enevældens forlængede arm.

Fysikatet og dets leder, en stiftsfysikus havde ansvar for og opsyn med sygehuse, læger, apotekere og jordemødre. Fysikatet var opdelt i distrikter og der blev ansat distriktskirurger for at skaffe lægehjælp til de fattige. Lægen kunne enten have fast regning hos en familie eller få afregning pr. besøg, evt. i naturalier.

Der var ingen sygeforsikring (sygekasse) selv om forsikringsbegrebet havde været til stede i landet siden 1761 som brandforsikring.

I 1803 udsendte sundhedskollegiet forordning om, at alle læger skulle indberette om forekomsten af sygdomme i deres distrikter til stiftsfysikus. I 1810 blev der udstedt en forordning om at distriktskirurger var hovedansvarlige for gratis konsultation for ubemidlede og for forebyggende opgaver (f.eks. koppevaccinationer, vejledning om veneriske sygdomme). Omkring 1827 fandtes der kun ca. 100 medicinske læger udenfor København (totalbefolkning ca. 1,6 mill.).  

Der blev næppe udført undersøgelser eller behandling i lægens bolig – der fandtes ikke venteværelse eller konsultationsrum. Lægen gik, efter der var sendt bud efter ham, til fods ud til patienterne i byen og han kørte ud til patienterne på landet i en hestevogn stillet til rådighed af den, der ønskede lægebesøg. Han kunne få fastspændt sin såkaldte doktorstol på en alm. fjællevogn. Det kan antages, at Aarestrup havde mellem 1 og 4 konsultationer i døgnet alle ugens 7 dage næsten året rundt. Tandudtrækninger, fødsler, åreladninger, indgivelse af klyster, sætning af kopper og trøstende samtaler foregik i hjemmet hos den syge.

Der fandtes i de større byer såkaldte hospitaler. De blev i det helt væsentlige brugt til ubemidlede og til ældre svagelige personer. Det var en lokal praktiserende læge, der tilså de ”syge” i hospitalet.

I Nysted var der også et hospital med plads til 4 - 6 fattiglemmer, som Aarestrup tilså.

Forståelsen af lægefaget som en videnskabelig disciplin brød først igennem efter ca. 1850.
Før den tid talte man om lægekunst og lægens grundlag for diagnose og behandling var årelang erfaring kombineret med det bedst mulige kliniske skøn.

Apoteker: I 1672 udstedtes også en kgl. forordning om adskillelse af de to faggrupper:

medici og apotekere. For at drive apotek krævedes tildeling af en kgl. bevilling, denne gav eneret

til at forhandle lægemidler i et fastsat distrikt og der skulle fra apotekeren være modydelse for bevillingen i form af fagkundskab, varekvalitet, overholdelse af receptforskrift, ærlig prisberegning, vagttjeneste og fortrolighed i forhold til den syge. Apotekets produkter var baseret på plantemedicin. Der synes at have været apotek med kgl. bevilling i Nysted fra ca. 1700.
Der fandtes ikke en apoteksskole i landet – apotekerfaget var mesterlære og under opsyn af stiftsfysikus og amtmand.

Jordemodervæsen: Der har været kgl. forordning om jordemoderuddannelse og tilsyn med jordemødre siden 1714. Det var dels en mesterlære, men der blev også givet undervisning af udpegede stadslæger. Præster kunne lokalt føre tilsyn med jordemødre! Ved oprettelse af fødselsstiftelsen i København i 1787 blev jordemoderuddannelsen systematiseret og autoriseret.

Det er landets ældste kvindeuddannelse.

Sygeplejersker var endnu ikke ”opfundet”. Man nøjedes med gang- og vågekoner på hospitalerne.

I ”Dårekisterne” var der mandlige og kvindelige plejere.
Omkring 1830 anskaffede Emil Aarestrup pr. kollegial korrespondance et ”hult rør af træ”,

d.v.s. et stetoskop og en lille lærebog på 30 sider skrevet af prof. O Bang. Stetoskopets opfinder

var lungelæge H. Laënnec, Paris 1819.

I 1839 udkom 1. nr. af  ”Ugeskrift for Læger”, som derefter er udkommet regelmæssigt siden.

I 1857 oprettedes ”Den alm. Danske Lægeforening”. Det fandt sted hen imod slutningen af koleraepidemien (1853 – 1857) (bl. a. Korsør 1857).
Emil Aarestrup var praktiserende læge i Nysted fra 1827 - 1838 og ligeledes i Sakskøbing fra
1838 - 1849. Og han var Stiftsfysikus i Odense fra 1849 til sin død i 1856, i alt læge i 29 år.

Han var 26 år da han blev læge, og han døde 55½ år gammel.

Nysted juli 2008 / Paul Poll

Del siden